Handelsbetingelser for køb

Senest opdateret 19. oktober 2026

1. Hvem du handler med

Når du køber en vare på Sellsome, indgår du aftalen med den butik, der har varen. Butikken er erhvervsdrivende og din aftalepart – også når varen er indleveret af en privatperson, som butikken sælger den for. Du ser butikkens navn, adresse, CVR-nummer, telefon og e-mail, før du betaler, og på din ordrebekræftelse.

Sellsome driver markedspladsen og modtager betalingen på butikkens vegne. Det er butikken, der pakker og sender varen, og butikken, du fortryder over for og reklamerer til. Kommer du ikke i kontakt med butikken, hjælper vi dig.

Markedspladsen drives af Sellsome ApS · CVR 46781554 · Skovbyvej 12, 2740 Skovlunde · info@sellsome.dk.

2. Varerne

Varerne er for det meste brugte og findes i ét eksemplar. Butikken beskriver stand, størrelse og materiale, og billederne viser den konkrete vare.

Når en vare er solgt, forsvinder den fra markedspladsen. Har du startet betalingen, holdes varen til dig, mens du betaler.

3. Priser og betaling

Alle priser er i danske kroner og inklusive moms. Fragten lægges til og vises sammen med den samlede pris, før du betaler.

Du kan betale med betalingskort – også med Apple Pay, Google Pay og Link – MobilePay og Klarna. Har du en saldo i Sellsome, kan du bruge den. Betaler du med Klarna, er Klarna kreditgiver, og Klarnas vilkår gælder for betalingen. Du betaler aldrig gebyr for at betale.

Beløbet reserveres, når du bestiller, og hæves, når butikken har bekræftet varerne.

4. Levering

Vi leverer kun til adresser i Danmark. Du vælger levering til din adresse, til et udleveringssted eller afhentning i butikken, hvis butikken tilbyder det. Fragten sker med PostNord.

Butikken sender normalt inden for få hverdage. Du får besked med sporingsnummer, når pakken er sendt.

5. Fortrydelsesret

Du kan fortryde købet uden begrundelse inden for 14 dage. Fristen udløber 14 dage efter den dag, hvor du eller en, du har udpeget (dog ikke transportøren), får varen i hænde. Falder sidste dag på en lørdag, en helligdag, grundlovsdag, 24. eller 31. december, udløber fristen den følgende hverdag.

Du fortryder ved at give butikken en utvetydig besked, fx på e-mail. Butikkens navn, adresse, telefon og e-mail står på din ordrebekræftelse. Du kan også skrive til os på info@sellsome.dk, så giver vi butikken besked. Du kan bruge standardfortrydelsesformularen, men det er ikke et krav. Fristen er overholdt, hvis du sender beskeden, inden fristen udløber.

Butikken betaler alt, hvad du har betalt, tilbage – også fragten, dog ikke merprisen, hvis du har valgt en dyrere levering end den billigste standardlevering. Det sker uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter, at butikken har fået din besked. Pengene går tilbage til samme betalingsmiddel, og du betaler ingen gebyrer. Butikken kan vente med tilbagebetalingen, til den har fået varen retur, eller du har dokumenteret, at den er sendt – alt efter hvad der sker først.

Du sender eller afleverer varen til butikken senest 14 dage efter din besked. Du betaler selv de direkte udgifter til at sende varen retur. Bruger du en returlabel fra Sellsome, trækkes dens pris fra tilbagebetalingen; prisen står, før du bestiller labelen.

Du hæfter kun for værdiforringelse, der skyldes, at du har håndteret varen mere end nødvendigt for at fastslå dens art, egenskaber og funktion.

6. Standardfortrydelsesformular

(Denne formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende)

  • – Til [butikkens navn, adresse og e-mail]:
  • – Jeg/vi (*) meddeler herved, at jeg/vi (*) ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min/vores (*) købsaftale om følgende varer (*)/levering af følgende tjenesteydelser (*)
  • – Bestilt den (*)/modtaget den (*)
  • – Forbrugerens/forbrugernes navn
  • – Forbrugerens/forbrugernes adresse
  • – Forbrugerens/forbrugernes underskrift (kun hvis formularens indhold meddeles på papir)
  • – Dato

(*) Det ikke-relevante udstreges.

7. Reklamation

Efter købeloven har du 24 måneders reklamationsret fra den dag, du får varen – også på brugte varer. Er varen mangelfuld, eller svarer den ikke til beskrivelsen, skal du give butikken besked inden for rimelig tid, efter at du har opdaget manglen. Besked inden for 2 måneder er altid rettidig.

Viser en mangel sig inden for det første år, går man ud fra, at den var der, da du fik varen, medmindre butikken viser andet. Ved en mangel kan du kræve varen repareret eller byttet – og sker det ikke inden for rimelig tid, få afslag i prisen eller pengene tilbage. Butikken betaler returfragten ved en berettiget reklamation.

8. Klageadgang

Har du en klage, så kontakt først butikken, eller skriv til os på info@sellsome.dk – de fleste sager løses hurtigst sådan.

Kan I ikke blive enige, kan du klage til Nævnenes Hus, Mæglingsteamet for Forbrugerklager, Toldboden 2, 8800 Viborg, www.naevneneshus.dk.

9. Sådan sorterer vi

Varerne vises som standard med dem, der senest er sat til salg, først. Du kan i stedet sortere efter pris. Filtre afgrænser, hvilke varer du ser, men ændrer ikke rækkefølgen. Ingen butik betaler for at blive vist højere.

10. Persondata

Butikken får dit navn, din adresse og din ordre for at kunne sende varen. Hvordan vi behandler dine oplysninger, står i vores privatlivspolitik på sellsome.dk/privacy.